Historie og vision
En helt ny bydel skyder op på havnefronten i disse år – Aarhus Ø. En levende og moderne bydel, som i dag er rammen om mange menneskers hverdag og fritid.
Startskuddet til en egentlig planlægning for De Bynære Havnearealer lød, da Aarhus Byråd i 1997 vedtog masterplanen for en udvidelse af Aarhus Havn . Herved kunne de ældste og mest bynære havnearealer frigives til andre formål end havnedrift.
Aarhus Kommune afholdt i 1999 en åben byplan-idékonkurrence om ny anvendelse af havnearealerne nær centrum. Der kom ca. 150 forslag fra ind- og udlandet, og dommerkomitéen gav 1.-præmien til et forslag af Knud Fladeland Nielsen og Peer Teglgaard Jeppesen.
På baggrund af bl.a. vinderforslaget og den efterfølgende offentlige debat besluttede byrådet efterfølgende intentionerne og strategien for den fremtidige omdannelse og anvendelse af havnefronten. Disse blev endeligt vedtaget i helhedsplanen for De Bynære Havnearealer i 2003.
I 2007 overtog Aarhus Kommune de første arealer på Pier 4 fra Aarhus Havn, og de første byggerier blev besluttet. De første beboere flyttede ind i 2012, og i dag skyder nye byggerier op i hastigt tempo.
Omdrejningspunktet for visionen er, at byen og bugten igen skal hænge sammen. Visionen hviler på to grundelementer. Dels udviklingen af nye, store havnepladser langs med inderhavnen, som forbinder byen med bugten. Kajkanten bygges om, så der skabes et større vandbassin. Pladserne, som strækker sig fra Nørreport til åens udløb, bliver indrettet til aktivitet. Havnepladserne bliver omgivet af Navitas og Dokk1 med bl.a. uddannelsesinstitutioner og hovedbibliotek, som vil få det til at summe af liv på denne del af havnen.
Visionens andet grundelement er en promenadestrækning, den såkaldte rekreative forbindelse, som markerer byens oprindelige kystlinje. Her vil du kunne bevæge dig til fods eller på cykel, langs vand og væk fra trafikken, hele vejen fra Riis Skov i nord til Marselisborgskovene i syd.
Mangfoldighed i boligmassen har også stor prioritet. Derfor har byrådet besluttet, at 25% af boligerne bliver almene. Den nye bydel får en tidssvarende infrastruktur af høj kvalitet. Alle bygninger opføres som lavenergihuse som en del af byens strategi om at blive CO2-neutral inden 2030.
I Dispositionsplanen kan du læse mere om visionerne for Aarhus Ø.
Den nordlige del af de Bynære Havnearealer skiftede i 2013 navn til Aarhus Ø. Navnet signalerer, at bydelen ligger øst for den eksisterende by, og at den med sin nærhed til vandet samtidig har karakter af en ø.
Aarhus Ø skal være en levende, alsidig og attraktiv bydel. Et byrum på kanten af bugten, der kan markere Aarhus nationalt og internationalt. En sammensmeltning af erhverv, boliger, kultur og rekreative oaser, som aarhusianerne kan være stolte af. Det er en del af visionen for Aarhus Ø.
Bystrategi
Karen Blixens Boulevard 7
8220 Brabrand
Telefon:
89404400
E-mail: arealudvikling@mtm.aarhus.dk Åbningstider: Mandag-fredag kl. 9.30 - 15.00